Hun reiste sig, og sagde: her blir ei ret paa jord,
saa længe du alene skal sige lovens ord.
Du bygde stort mot høiden, fik jorden underlagt;
men grunde retfærd paa den, det staar ei i din magt.

For længe eneherre, for bred din egen plass,
for vant at bruge sværdet og din kommando-bass,
du sætter ikke kursen for retfærd og for fred,
misvisning i kompasset, der ligger staal breved.

Du tæmmet elementer, du fant naturens tal,
saa de maa træle for dig som husdyr i din stald.
Men indad idel ufred i oprørssvangert skraal
og udad idel rustning, som krig var alles maal.

Vort samfund har du styrtet i den dybeste gjæld.
Paa andres penge gaar det, og du er deres træl.
Dog ikke du alene; - hvem faar den værste tørn?
Jeg ser, du kjenner svaret: det gjelder vore børn.

I deres navn jeg spør dig: vil du ei ta mig med?
Ti retfærd klarer saken; alene den gir fred.
Den er det, du har krænket, og det blev verst for dig;
ti retfærd klarer saken: begynd den nu med mig!

Bjørnstjerne Bjørnson, 1906